tirsdag den 16. april 2013

Sejltur og jagten på nordlys



Tiden går hurtigt. Der er pludselig gået 11 dage, siden sidste indlæg. Vi har oplevet flere ting og fået taget mange billeder. Vi vil jo gerne dele det med jer – også inden det bliver alt for uoverskueligt :)

Vera og Jesper har været tilbage igen i et stykke tid. Operationen har hjulpet Vera. Desværre har hun døjet med nogle andre ting, siden hun kom hjem. Vi håber, at hun snart må komme på toppen! 

I dag får vi fint besøg fra Danmark. Generalsekretæren Frede Ruby Østergaard og bestyrelsesmedlem Annette og hendes mand Bjarne kommer. De er rundt på alle sømandshjemmene her i Grønland og slutter her i Nuuk. De skal have et indblik i, hvordan det er på sømandshjemmene og i byerne, de ligger i. Det er jo ikke til at forestille sig, når man sidder hjemme i Danmark. I morgen skal jeg (Hannah) med dem ud at sejle ude omkring Sermitsiaq, hvor der er et vandfald. Det glæder jeg mig til. Frede og Annette skal også stå for en bibeltime i morgen aften. Vi har mødtes med nogle unge kristne en gang i ugen de sidste par uger, og i denne uge har vi inviteret dem til at komme til bibeltime. 

I fredags var vi ude at sejle for første gang – kæmpe oplevelse! Vi var ude sammen med nogen fra kirken Ebenezer. De har en stor båd, hvor der var rigeligt med plads til os otte, som var med. Vi sejlede fire timer ind i fjorden til deres sommerlejr. Inde i havnen havde et par kæmpe iskosser/ isbjerge forunderligt nok fundet ind. Det er ikke sjovt at have en lille jolle, når det kommer flydende. Den første halve time af sejlturen så vi et par andre både og sejlede forbi et par hytter. Ellers var der fuldstændig øde og stille. Den eneste lyd var bådens motor, og så kunne vi ellers bare sidde og beundre de smukke fjelde i vandet. Vi blev virkelig slået af hvor øde og barsk et område, Nuuk ligger i. 

Ude midt i ingenting på måske det eneste flade stykke land, vi var sejlet forbi, lå kirkens lejr. Vi var de første besøgende efter vinteren. Det var selvfølgelig koldt, men så brugte vi gaskomfuret til at give varme inde i køkkenet, hvor vi spiste og hyggede. Normalt får lejren vand fra en nærliggende sø, men vandet var ikke sat til endnu. Vi måtte derfor ud i ”elven” og hente vand til drikke og toiletskyld. Da jeg fik at vide, at jeg skulle hente vand i elven, kunne jeg ikke forstå hvilken elv – jeg havde da ikke lagt mærke til et kæmpe fossende vandløb udenfor huset. Det viste sig også at elven var et meget lille vandløb – stadig halvt frossent. Åbenbart hedder alle vandløb elve heroppe. Vandet havde et lidt gullig farve og en let ”krydret” smag – men selvfølgelig (fordi vi er i Grønland) var det rent nok. 

Om natten sov vi i en af lejrens hytter. Før vi gik i seng, blev vi lige nødt til at beundre himlen. Væk fra Nuuks lys var stjernerne og nordlyset meget klarere at se – et helt fantastisk syn. Det var lidt koldt i hytten, hvor vi sov, dog varmede radiatoren, drevet af lejrens lille elværk, en lille smule. Om lørdagen nåede vi ikke meget andet end at spise, før vi skulle hjemad. Tidevandet bestemte her – hvis vi ventede til det blev mere lavvande, ville båden støde på grund ved lejren. 

På hjemturen blev det til en lille smule fiskeri. Båden var udstyret med ekkolod, så vi stoppede motoren, når det viste, at der var fisk. Det første sted ventede vi et par minutter før vi sejlede videre. Det næste sted varede det ikke længe, før der var en torsk på krogen. Her hænger tålmodighed og fiskeri ikke sammen. Der er så mange fisk, at hvis man ikke fanger noget efter et par minutter, så tager man videre.

I søndags var vi til bibelstudium ude i Qinngorput sammen med nogen fra Ebenezer. Vi læste op fra både den færøske og danske bibel – det minder faktisk en del om hinanden. Astrid og jeg besluttede os for at gå de 6,5 km derudefra. Vi håbede på at kunne tage billeder af noget nordlys og havde lånt Jespers kamerastativ. Selvom kl. var 23 var det kun lige blevet mørkt. Vi havde også glemt alt om at lade kameraet op – nogle gange kan vi være meget distræte, når vi er sammen… Der var dog heller ikke rigtig noget nordlys. Det er ved at blive for lyst og varmt til det. 

Vi håber, at I alle har det godt!
Takuss (vi ses, på grønlandsk)